Radiofortællinger

00:24 I 2024 fik Danmark en ny lyduddannelse. Æderen kalder den sig. Radiofortællinger har udgivet flere eksempler på, hvad der blev skabt på det første elevhold. For eksempel radiofortællingen Mand uden barndom af Simon Smit. 00:40 I denne radiofortælling skal vi høre endnu et eksempel på, hvad der kom ud af det første hold. Der er tale om Ida Frisk Carstensens Lort på Foden. En slags true crime-fortælling, men en blød udgave af slagsen, kan man vist godt sige. Lyt med her på Radiofortællinger Lort på Foden. 01:19 Der er en historie, der har forfulgt mig det meste af mit snart 30-årige liv. Det er et mysterie. En cold case. En uopklaret forbrydelse, der er foregået i min hjemby. Og det er derfor, jeg er taget hjem til Marsken. Det er derfor, jeg er taget til det flade landskab og hjem til Tønder. 01:45 For jeg vil godt prøve at opklare den her forbrydelse. Det er et totalt marsklandskab. Man kan jo nærmest se helt til Tyskland. 02:00 Hvis man tog efterforskningspapirerne frem, ville de nok være helt støde til. 02:05 Så jeg kan jo heller ikke lade være med at tænke, at det måske er lidt optimistisk, at det lige skulle være mig. At nu tager jeg hjem, og så redder jeg byen fra det her åbne sov. Jeg syr det sammen og gør det til et flot arv, så vi ikke behøver tænke på det mere. Optimistisk, måske. Det mener min mor i hvert fald. 02:23 Jeg tror, det bliver svært at finde nogen, der vil udtale sig. Fordi jeg tror folk, de er lidt berøringsangst, og de bliver rigtig kede af det. Så det er måske derfor, at der er rigtig mange, der ikke har lyst til at ribbe op i det igen. Altså det gør for ondt. 02:47 Det her er jo lidt en by, hvor man... 02:50 Hilser på hinanden. Man siger højn. Man smiler og nikker. Og det er ligesom også, når der ikke sker, så er det en åbning til, at vi kan godt snakke sammen. Men jeg ved ikke, om det er fordi, at jeg kommer gående her med en mikrofon. At det er små folk, de undgår øjenkontakt med mig. Det er svært, at jeg ryktes, da jeg går rundt og spørger om. 03:18 Må I også spørge om noget? 03:20 Helst ikke. Nej, det er helt i orden. 03:24 Og jeg må da også indrømme, at da jeg efterfølgende går ud og prøver at lave en vokspop i gågaden, så har det lidt sat sig i mig, at min mor siger, at det her bliver svært. Fordi nu føles det på en eller anden måde lidt som noget, man ikke skal tale om. Noget, jeg ikke skal grave i. 03:44 Det har været svært for mig at komme i kontakt med folk i forbindelse med mit opklaringsarbejde. Jeg har prøvet at skrive i den lokale Facebook-gruppe. Jeg har prøvet at skrive privat til folk. Jeg har endda skrevet til prins Joachim og grivinde Alexandra. Kære Joachim, da jeg har forstået, at de var til stede ved ferniseringen, tillader jeg mig at henvende mig med et ønske om en kort kommentar. Jeg er interesseret i deres personlige oplevelse af hændelsen. 04:11 Enten ignorerer folk mig, og ellers har de ikke lyst til at tale med mig. Lidt som min mor hun forudså. Men hvad er det her så for et mysterie? Hvad er det her for en forbrydelse, jeg har taget hjem til Marsklandskabet for at prøve at opklare? Vi skal næsten 30 år tilbage i tiden. Til den 26. september 1998. 04:41 Det her er en stor dag for tønder, og det er en stor dag for den virksomhed, der ligger lidt i udkanten af tønder. Nemlig skovirksomheden Eko, der har et konferencecenter i tønder. 04:54 Det er Eko, der står bag det her arrangement. Den her fernisering, hvor kronen på værket skal afsløres. Foden af Peter Brandes. Og selvom jeg ikke har haft super meget held med at kontakte de almindelige borgere i Tønder, så er der en, der gerne vil tale med mig. En, der altid gerne vil tale med de fleste. Nemlig den lokale journalist Uwe, der dækkede arrangementet dengang for Jyske Vestkysten. 05:18 Jeg var almindelig journalist på det tidspunkt, om jeg så må sige. Og det var jo en lørdag eftermiddag, og der var jo Uffe Ellemann. Så var der også kongelige deltagelse. Carl Tusby har jo gjort Eko til det, som Eko blev. 05:34 Carl Tusby. Han er stifter og daværende direktør af Eko. Altså skoene. Og det her, det kan man på en eller anden måde sige, skulle være Tusbys mausoleum. 05:47 Og det var jo sådan en slags krugen på værket over det, som han havde skabt mange tusinde arbejdspladser, en international virksomhed. Han havde forvandlet byens gamle landbrugskole til et moderne ekocenter, som det hedder i dag. Så ja, det var en slags krugen på værket. 06:05 Og efter jeg har talt med den lokale journalist, så er det som om, at jeg begynder at få lidt mere hul igennem. Fordi pludselig ringer min mor til mig og fortæller, at Lisbeth, en hun maler med, faktisk var der på dagen. 06:18 Jeg er ikke barnefødt i Tønder. Jeg har boet i Ejsing. Så vi var jo kørt ud for ligesom at se det her. Vi var afsted med min mand og vores tre børn, og de var ikke så store. Og vi stod og ventede på, at det skulle afsløre, når der var et stort klæde eller plastik. Der var i hvert fald et eller andet over statuen der. 06:41 Det er som om mit held pludselig vender. Fordi jeg havde fået anbefalet at tage kontakt til en, men vedkommende har ikke rigtig svaret mig. Så efter et større gravearbejde, lykkedes det mig faktisk at finde frem til hans nummer. Nemlig en, der også var der den dag. En, der hedder Jørgen. 06:57 Jeg var sikkerhedschef på Eko Sko. Jeg har været der i 39 år nu. 07:04 Og Jørgen, han var ikke kun sikkerhedschef for Eko. Det var faktisk også ham, der stod for al sikkerheden i forbindelse med den her fernisering. 07:12 Og så var vi ude dagen før med Carl Tosby. 07:16 og ligesom se det efter, at alt var i orden, at det var trimmet og alt var, som det skulle være. Og så var meningen jo, at vi skulle tække en præsending over foden, som skulpturen nu hedder. Og det fik vi gjort lige så stille og roligt. Så vi gjorde jo det, at vi gjorde alt andet klar, sådan at vi fik lavet nogle afspæringer, sådan at vi ikke kunne Der ikke kunne komme alle mulige mennesker derind og lignende. Og så gik vi jo i seng alle mand. 07:47 Og dagen efter, jamen der havde jeg nogle af mine folk med derude, og vi så efter, og præsentningen sad faktisk meget tæt på, som den havde siddet. 07:57 Så kommer alle gæster i år. Karl Todsby stiller sig op og holder en lille tale og er meget stolt, meget glad over, at den skulptur er kommet. Jeg har to af mine medarbejdere, som stiller sig op ved præsendingen og er klar til at rive den af. Og det sker jo så også, at de hører præsendingen af efter besked fra Karl Todsby. 08:28 Så bliver der lige pludselig lidt mærkeligt tagshed. 08:32 Det var ikke kun den lokale journalist Uwe, der lagde mærke til, at stemningen pludselig ændrede sig. Det gjorde Lisbeth også. 08:38 Og så står vi og kigger. Ej, hvad står der der? Vi kunne simpelthen ikke lige få det hen. 08:44 Og så... 08:45 Fornemmer man simpelthen, at Carl Tosby, det er jo hans store stund, og nu kommer den her skygge over situationen. 08:55 Det er alles forfærdelse, og specielt Carl Tosbys. Der var der jo så en, der åbenbart i nattens løb havde været oppe og skrive. 09:04 Hvad stod der? Og så stod der jo Akuba. 09:09 Det tror jeg godt, at alle mennesker ved, hvad er puba for noget. 09:13 Og bare lige, hvis jeg skal oversætte for dem, der ikke er så hjemmevand i Sønøsk, så betyder jeg puba lorten. 09:20 Og i starten er der faktisk ikke nogen, der siger noget. Sådan husker jeg det. Og så får Tusky foranledeligt, at der bliver hentet nogle spande med vand, og så bliver der ellers skrublet. 09:32 Men det er altså noget farve, der ikke lige går af med det samme, så der bliver arbejdet. Det var noget genstredigt, fordi sådan en bronzeskulptur, den var jo smurt ind i noget bivoks. Så det var ikke helt nemt, men vi fik det af. 09:47 Det er som om, der ikke er rigtig nogen, der siger noget, indtil Uffe Ellemann får mikrofonen, og han så siger de forløsende ord, for alle forløsende ord, husker jeg, at det er altid de største kunstnere, som hundene pisser på. 10:04 Og kunstneren der, han sagde, at det kan det godt holde til, så det sker der ikke noget ved. 10:08 Selvfølgelig har jeg ikke helt lavet skulpturen, som den ser ud lige nu. Jeg synes, det er en lidt dårlig vidtighed, men den skal nok blive pænere inden så længe, vi håber af det. 10:22 Og jeg ved ikke, om det er særligt for tønder, men der er en anden situation. Der er også skilt vandene, når det drejer sig om kunstige tønder. 10:30 Puppert, tror jeg, det der, det refererer også til en anden debat, der har været i Tønder. 10:35 Ham du lige hørte snakke, det er Ingold Fose. En af Tønders mest gavede lokalhistorikere, som altså fortalte mig om den her historie, som jeg faktisk ikke kendte til. 10:44 En anden skulptur, der skulle opstilles på kirkepladsen, som blev kaldt for hundelorte. Nu står den altså på Råhuspladsen i Odense og er rigtig flot. Den kunne vi have fået i Tønder, hvis vi kunne have abstraheret fra det. 11:00 Altså en anden lorteskulptur. 11:05 I 80'erne havde man så åbenbart planer om at udsmykke kirkepladsen i Tønder med en skulptur af Svend V. Hansen. Men her gik bølgerne også højt. Og igen fik en skulptur i Tønder et lortenavn. For folk med lidt mindre latrinær fantasi, ja, så ligner den her skulptur det navnet fortæller. Altså det rigtige navn, nemlig Liggende Kvinde. 11:32 Jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, om der er en sammenhæng. For mig virker det lidt pudsigt, at der har været to skulpturer i Tønder, der har blevet kaldt noget med lort. Jeg ved ikke, om folk er uopfindsomme, eller om der er en eller anden sammenhæng. Måske nogle fra menighedsrådet. Eller måske et komplot imod lortekunst. 11:58 Men lad os lige komme tilbage til den her skulptur Epuba, som det hele handler om for mig. Karl Tursby, der står bag Eko, og Peter Brandes, der står bag den her skulptur. Foden har begge to på en eller anden måde lidt en besættelse af fødder. 12:14 Men jeg kan desværre ikke spørge dem, hvad den kommer af, fordi der er ingen af dem, der lever mere i dag. Men jeg kunne fortælle, at de sammen har skrevet en bog, der hedder Op til en fod. De taler om foden som stolthed. Men det er vist ikke stolthed, gerningsmanden har forbundet den her skulptur med. Og hvis man lige skal forstå det her med Tusbys mausoleum... Så skal man måske også lige forstå størrelsen på den her skulptur. Fordi foden, som den her skulptur jo hedder, er tynders største skulptur. 12:44 Og det er faktisk Danmarks største bronzeskulptur. Den er 7 meter i længden, 5,2 meter høj og 2,9 meter bred. Hvis man skal omsætte det til skostørrelser, så svarer det til en størrelse 1.000. 13:01 Og som om det ikke er stort nok, så står den på en græshøj, der også er 6 meter høj. Og nu ved jeg ikke, om du nogensinde har været i Marsken. Men jeg kan altså fortælle dig, at der er flat. Som i helt flat. Så folk har altså stået og kigget på den her enorme fod den septemberdag i Marsken i 1998. Indtil de så har kigget ned på Apuba. 13:30 Så det, der skulle have været en glædens dag, viser at have en lidt anden klang. En anden eftersmag, der stadigvæk ikke smager som den skal her snart 30 år efter. Og i aviserne fra dengang kan man også læse, at Carl Tusby var målløs. 13:46 Tusby var ikke tilfreds med det, og det kan jeg da godt forstå. Og det havde jeg da heller ikke været, hvis det var mig, der havde købt et kunstværk, og så der var nogen, der ligesom havde malet på det. Det ville jeg da også være vældig utilfreds med. 13:57 Han var meget ked af det. Meget ked og meget opfittet over det. At der var nogen, der i vores lille samfund hernede, kunne finde på at gøre sådan noget. Og vi kunne have set på de tilstedeværende gæster, at de havde bestemt, synes heller ikke, det var nogen sjov oplevelse, det her. 14:18 Vi havde en chok. 14:19 Jeg lignede, jeg synes, det var sjovt. 14:21 Børn, de siger, hvad er det, der står derhjemme, der står en puppa. Nå, det ligner det, der også siger min datter. 14:27 Mere var der ikke i det, men jeg har forståelse for, at der var andre, der var berørt af det. Det har jeg fuldståelse af, men jeg synes, en practical joke, jeg synes, det var sjovt. 14:36 De kunne jo godt alle sammen læse, hvad bogstaverne betød, og ingen af dem vidste jo ud fra, hvorfor er det sket, og var det en havenakt for et eller andet eller andet, det er der ingen, der ved på nuværende tidspunkt heller. 14:53 Det helt store spørgsmål var jo altid, hvem gjorde det? 14:57 Jeg tror da aldrig, man finder ud af, hvem det var. Men jeg tror stadigvæk, det er jo en drengestrege. Jeg tror simpelthen ikke, man ved. Og dem, der gjorde det, er jeg ikke sikker på, at de har gjort det bevidst. For at drille Tusby. Det tror jeg ikke på. Eller for at drille Eko. Det tror jeg heller ikke på. 15:13 Jeg mener, at drengestrege har næsten uskyldt gjort. 15:18 Man kan jo spørge sig, puber, det er jo et rigtigt tønder udtryk, der jo ligesom kommer fra tønders tidligere tyske fortid, for ellers ville man jo have kaldt det en puber, så havde man jo stavet det med A, altså med dansk E, men man stavede jo med A, så derfor er det jo, det er lokalt, 100%. 15:39 Det jeg tænkte på først, det var, kan du se lidt af skriften, hvad det angår? Det er ikke en af de store kunstneriskevnerne, kan I godt se. 15:48 Tusby, han kunne ikke helt lægge tilbage i sig, fordi det har jo naget ham, at sådan noget skulle kunne ske. Og det vil jo også sige, at efterfølgende hver gang, der var et eller andet, der skulle ske i forbindelse med Ekos, og hvor Tusby var involveret, ja, men så var det lidt ekstra sikkerhed. 16:08 Alle tror altså, at det er drenge streger. Uden noget egentligt motiv, udover at måske har man syntes, at den her skulptur ægte lignede end lort. 16:20 Og jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, at det burde jo ikke være så svært at opklare for politiet. Så mange mennesker er der ikke i tynd, og som sagt, så er det et sted, hvor alle i et eller andet omfang kender alle. Så for mig virker det bare mærkeligt, at der ikke er kommet noget frem, og at den her sag har kunne ligge som en decideret cold case i snart 30 år. 16:42 Og den lokale journalist, Uwe, han vil også gerne have et tip. 16:46 Altså, jeg ville gerne have 30 år efter, hvis der havde ringet en mand til mig, og siger, du skal lige vide, det var mig. Så vil jeg gerne have skrevet historien. 16:54 Men de her tips, de ude bliver altså. 16:58 Og efter at have prøvet at få folk i tal mange gange. Og efter at have talt med flere, der var der på dagen. Og så er der ikke kommet noget nyt frem. Jeg må indrømme, at jeg er tæt på at miste modet på det her tidspunkt. Jeg er tæt på at bare kaste håndklædet i ringen og sætte mig i toget igen og tage tilbage til København. Og aldrig nogensinde tænke på den her skulptur og den her fanisering igen. Men jeg giver det et sidste forsøg. 17:26 Hej Eva. 17:26 Hej mig. 17:27 Nej, hvad så? Hvor er du henne? Hjemme? 17:30 Ja, hvad med dig? 17:32 Jeg er også hjemme. Jeg laver rabarber og saft og koger kikker af dig. 17:38 Ikke dårligt. Men mor, jeg ringer jo, fordi jeg er gået totalt i stå, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. 17:46 Nej. Altså, det er bestemt en... Altså, nu tænker jeg mig lidt om... 17:53 Altså, hvad er jo Claus? Har du snakket med Claus? 17:58 Altså, onkel? 17:59 Ja. 18:00 Nej. 18:02 Claus, han kender Gud at være mand. Ja. Og kender nogen, som kender nogen. Så jeg tænker, det kunne måske være en vej at gå. Altså, det kan være, at han kan komme med nogle tips eller nogle oplysninger, eller ja, kan hjælpe dig videre. 18:22 Min onkel Claus. Hvorfor ikke? Han kan jo ikke give mig mindre, end de andre har givet mig. Så jeg tager hjem til onkel Claus, og vi begynder bare at snakke om den gang. Og hurtigt skal det vise sig, at det her måske ikke var den dummeste idé. 18:41 Vi havde et motionscenter i Tønder på det tidspunkt, og vi havde så en yngre mand på omkring de 30, som kom ned i centret, og som var meget politisk engageret. Og han var meget utilfreds med, at ikke kunne få lov til at lave en forholdning derude i marsken, fordi man normalt ikke måtte lave noget derude dengang, men der var nogle restriktioner. Og det fik så lov alligevel, og det syntes han var meget uafærdigt, fordi det var jo nok, fordi de havde penge og kontakter, sikkert til kongehuset osv. osv. osv. Så de fik jo lov til det. 19:12 Med ét kommer jeg i tanke om noget, som både journalisten, Uwe og lokalhistorikeren Ingolf har fortalt mig om. Men som jeg ikke rigtig tog alvorligt. Som jeg ikke troede havde noget med det her at gøre. Men det viser sig, at det faktisk har alt med det her at gøre. 19:31 Forud for selve placeringen af foden, var der jo en debat i byrådssalen, om man overhovedet måtte opstille et så synligt monument, havde jeg snart sagt, ude i det flade landskab. 19:44 Altså, det der var problemet for dengang der, det var jo, at den overskrede lokalplanens nummer, hvor der stod i den, med højden. Det generede ikke meget så meget dengang, men af princippet, der blev det jo demonstreret fra Naturprædningsforeningen. 20:03 For det skulle der jo gives dispensation for, og jeg husker, at der var en debat i byrådssalen, og den faldt så lidt til jorden, nærmest bogstaveligt taget, fordi Kurt Grabs, der dengang var konservativ byrådsmedlem, han er også pilot og har vundet nordiske mesterskaber og alt muligt, så han er en rigtig dygtig pilot, og han sagde i forløsende ord, at det kunne godt være, at skulpturen var stor, men den ville ikke ødelægge indflyvning til tønder flyveplads. Så var alle beroligt. 20:32 Og det var nok kun gået, fordi det var ekko, der gik i gang med det og bad om det. Rent juridisk, så kunne man godt være gået dybere med det. Det gjorde man så heldigvis ikke, men det kunne man jo. Den var afskrevet lokalt, eller planloven jo. 20:52 Det hele giver lige pludselig mening, og det her herværk på den her skulpturfoden får lige pludselig en helt anden betydning, imens jeg sidder og snakker med min onkel. 21:02 Det var ikke den første ting, han var udefrisk med politisk, der var også andre ting. Han var så meget kendt for at have sine holdninger og sine meninger, og da han så havde hørt omkring, at det ikke var for lov til at bygge den her, Han kom jo tit ned i senden og brokkede sig og brokkede sig, og så blev han så op til, nu snakkede jeg så med en af mine kammerater, som så fortalte, som kendte ham meget godt, at der må han så have sagt til min kammerat, nu skal du lige holde øje med nyhederne i aften. Og det gjorde han så, og som sagt så takte de jo den her... 21:36 præsentning over eller fra, og så stod der jo, Apuba skrev på, og det var jo mange, der blev chokeret over. Han kom så ned i center den næste dag, og vi sad og fik en kop kaffe, og så sagde han, så du nyheden i går? Jo, det gjorde jeg da. Så du så der omkring statuen der ude ved Eko, og så grinte han meget smørret. Han havde sådan meget specielt. 21:55 Så vidste vi godt, hvor den var henne. Men altså, han indrømmede ikke over for os. Men det har han så gjort over for min kammerat også, at han har taget malingen hos hans forældre, som er en malerforretning på deres tidspunkt, hvor han boede i lejlighed ovenover, hvor de boede. Og nede i kælderen havde han opbevaring af hans maling, og det havde personen så taget malingen og skrevet af Puba. 22:19 What? Det kunne have været alle mulige andre onkler, Men det er lige netop min onkel, der ved alt det her. 22:28 Han døde så desværre også nogle år efter i en ulykke i en bil, hvor der kom noget gas. Jeg tror ikke, det var så mange år efter. To år efter eller sådan noget, tror jeg. Så han havde ikke noget mod ting, medmindre at det var uretfærdigt. Så jeg tror ikke, han havde noget som helst haft noget mod Eko. Altså inden var der ikke noget jo. Jeg tror også, han gik i Eko-sko, så det er ikke der. Der har der været noget problem. Det har simpelthen bare været den uretfærdighed, at de har fået lov til noget. Og da han så havde kigget under det, og så set også, hvor grim en statue det var, så havde han nok fundet ud af, okay, det mindede ham så om det her pupa. 23:05 I en lille bitte by, som tønder, hvor alle kender alle, og alle snakker sammen på kryds og tvær, så synes jeg faktisk, det er virkelig imponerende, at de få, der så har vidst noget, virkelig har holdt tæt. 23:16 Dengang, må jeg sige, var jeg ikke særlig politisk engageret. Der interesserede politik mig ikke et hak, men havde det været i dag, så kunne det godt sige, at jeg også havde gjort, ligesom Anna havde sagt, hvorfor skal de have lov til at bygge noget derude, som vi andre aldrig ville få lov til? Vi andre skal søge om at... Ja, og næsten sætte en spade i jorden i vores sommers på Romø og andre, de får lov til at bygge og udlede vand i jorden osv. Så dem, der har penge, de får jo lige lov til at lave lidt mere. 23:49 Ja, og sådan er det. Der vil jeg nok måske i dag have været mere ops på det. Men jeg tror så ikke, jeg ville have gjort, som han går og skriver på den. Han har bare lavet sin protestaktion. Og det kan man sige, at det gør Greenpeace, og det er der mange, der gør i dag. Men der var jo bare en mand alene, som havde en politisk holdning omkring det der, og den ville han ud med. 24:09 Sindsødt. Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg faktisk ikke regnet med at opklare den her sag. Så jeg kan jo godt mærke, at jeg har brug for at tale med nogen om det. 24:21 Og det er jo sådan set takket være min mor, at jeg lykkedes med det, jeg ligesom havde sat mig for. 24:28 Hej Ida. 24:29 Wie geht's? 24:31 Det går fint. 24:31 Nå, det er godt. 24:33 Ja. Kan du huske, at du forleden sendte mig videre til Claus, da jeg var ved at gå helt kold? Ja, det gjorde. Han afslørede det hele for mig. Vi har fundet ud af, hvem der står bag og hvorfor. 24:47 Lad mig høre. 24:49 Jamen, vi siger ikke, hvad han hedder, fordi han er her ikke mere. Han er desværre død, men det var en af dem, der kom i træningscentret dengang. Ja. 24:58 Jamen, jeg sagde det nok. Klaus, han kender skru alle mulige. 25:04 Og han har ligesom aldrig sagt det direkte til Klaus, men han har indrømmet over for en af deres fælles venner, inden han døde. 25:11 Hvorfor har han indrømmet? 25:13 Jamen, han har indrømmet, at det er ham, der har gjort det, og hvor han ligesom har malingen fra. Hvorfor tror du, han gjorde det? 25:23 Jeg tænker mig, at en drenge står i, eller for at komme i medierne, eller hvad? 25:32 Nej, det var en politisk aktion. 25:34 Okay, i tønder, for eksempel. Ja. 25:40 Men så er det, nu er det mig, der kan afsløre den virkelige grund. 25:45 Ja, efter 30 år. 25:46 Ja. 25:47 Cold case closed. 26:06 Ja, Cold Case Closed, uopklaret sag, opklaret, efter næsten 30 år, er 30-årig Ida Frisk Carstensen til sidst hjulpet af Claus, som så jo er den eneste, der kender den formodentlige forbryders navn. Og her på Radio Fortællinger, ja, der kender vi Claus' efternavn. 26:28 Hør mange flere radiofortællinger i vores store arkiv på DR Lyd. Og har du en historie, som kunne passe ind i radiofortællinger, skal du ikke tøve med at skrive til os på radiofortællingersnabeladr.dk. Husk at stave A som A-E. Og hermed, tak fordi du lyttede, siger jeg, din redaktør Torben Brandt.